Du behøver ikke skrælle de søde kartofler.
Skrællen smager super godt, og du kan uden problemer bare skrubbe, eller skylle dem.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader, gerne varmluft.
Skær kartoflerne i slanke både, og bred dem ud på bagepapir på en bageplade. Dryp dem med lidt olivenolie, og krydr med salt.
Bag kartoflerne i den varme ovn i ca. 20-25 min., eller til de er møre.
Flæk chilien (fjern evt. frø og frøvægge - alt efter om din hotsauce skal være stærk eller ej), og kassér stilken.
Pil løget, og blend chili, løg og koriander i en minihakker eller fodprocessor (eller hak det i hånden).
Vend med hakkede tomater, og smag til med spidskommen, salt, sukker og lidt limesaft.
Skær resten af limen i både.
Varm en pande op med 2-3 cm olie på.
Snit salaten.
Skær fisken i grove tern, krydr dem med salt, og vend dem i rasp.
Steg dem gyldne i olie på den varme pande i ca. 2-3 min., og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
Lun tortillas i en stak i mikroovnen eller en ad gangen på en tør varm pande. Hold dem lune i et rent viskestykke.
Servér tortillas med sprød fisk, salat, søde kartofler, hotsauce, creme fraiche og limebåde, og saml selv det hele ved bordet.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kommentarer og forslag til opskriften