
Forårsløg: Trim forårsløgene, men lad det meste af den grønne top sidde. Damp forårsløgene over lidt saltet vand 2-4 min. alt efter tykkelse. Pisk imens olie, citronsaft, finthakket hvidløg, sesamolie eller –frø samt salt og peber sammen og smag til. Læg løgene pænt på et fad og dryp marinaden henover – lad dem trække indtil servering.
Tun: Knus korianderfrøene – ikke for fint, ikke for groft – og bland dem med lidt salt og peber. Vend tunbøfferne i krydderblandingen og lad dem trække 5-10 min. inden de grilles eller steges i lidt olie 1-2 min. på hver side. Husk at de endelig ikke må for længe, så bliver de tørre.
Ostecreme: Rør gedeost, creme fraiche og chilisauce sammen og smag til med salt og peber.
Nektariner: Halver (2 faste) nektarinerne og fjern stenene. Hæld honningen over og vend dem forsigtigt heri. Krydr med en anelse salt og peber og sæt evt. nektarinerne på spyd, så de er nemmere at styre, når de grilles. Læg frugterne på grillen og rist dem 2-4 min. på hver side, til de har taget farve og er blevet møre.
Servering: Fordel forårsløgene på to tallerkner og læg tunen ovenpå. Læg to grillede nektariner på hver tallerken og læg en skefuld ostecreme på. Server med nykogte kartofler og blandet grøn salat til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften