Sellerislawen er skøn, frisk og dejlig sådan en vinterdag. Det er vigtigt at du snitter din selleri fint.
Hvis du ikke orker at snitte så meget, kan du rive den groft på et rivejern eller med din foodprocessor.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kom kartoflerne i kogende, saltet vand og kog dem møre ca. 15-20 min. under låg. Hæld vandet fra inden servering.
Smag yoghurt til med sennep, 1/2-1 spsk. eddike, salt og peber. Skær skrællen af sellerien og skær den i smalle strimler (eller riv den groft). Snit bladsellerien fint og skær æblerne i små tern. Vend begge dele med dressingen og smag til med salt og peber igen.
Pluk salaten og snit porren fint. Skyl den igen, når den er snittet. Rør saften af 1 citron med 1-2 tsk. sukker og lad porren marinere indtil servering.
Anret salat med porre på toppen. Dryp salaten med lidt olivenolie og krydr evt. med salt og peber lige inden servering.
Del fisken i tykke, aflange strimler. Vend dem i panko og tryk den godt fast i fisken. Steg dem gyldne i rigeligt olie på en pande ved høj varme ca. 2-4 min. i alt, eller til de er gyldne. Krydr med salt.
Servér fisk med sellerislaw, kogte kartofler og sprød salat.
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
Kundekommentarer ()