
Trim og rens rabarberne og snit dem i 2 cm lange stykker med et skråt snit. Vend dem med sukkeret, læg dem i en lille bradepande og bag dem møre ved 175 grader, ca. 15 min. - lad dem køle lidt ned inden brug. Skær halloumien i ½ cm tykke skiver og dup dem tørre. Pensl med olie og grill osten gylden på begge sider (den holder sin faste form undervejs!). Pisk 3 spsk. olie, citronsaft og honning sammen med lidt peber og smag til. Skyl salaten, slyng den tør og bred dem ud på et fladt fad. Anret osten og de bagte rabarber ovenpå, dryp med dressingen og drys med grofthakkede nødder eller kerner. Server straks som tilbehør til fx græske frikadeller, helstegt kylling med citron og oregano eller grillet fisk.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften