
Pil løget og snit det i tynde skiver. Kom dem i en skål, hæld eddike, lidt salt og peber over og vend godt rundt. Lad løgene marinere mens resten af salaten laves. Rist parmaskinken sprød i ovnen eller på en tør pande og lad det køle af. Skyl salaten, dryp godt af og bræk den i mundrette stykker. Bred den ud på et fladt fad eller en stor tallerken. Halver fersknerne, fjern stenene og del kødet i både. Fordel ferskner og løg ovenpå salaten og drys med letknust parmaskinke. Krydr med lidt salt og peber og dryp olivenolie over. Server til fisk, fjerkræ og kød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften