Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Start med at skrælle selleriet - gerne med en kartoffelskræller, så du ikke fjerner for meget af det gode.
Skær selleriet i grove tern, og kom dem op i en gryde med vand, der dækker, og et godt skud salt. Kog ternene helt møre under låg, ca. 15 min.
Når de er møre, dræner du vandet fra, på nær en bundskjuler, tilsæt et godt skud olivenolie eller en god klat smør, og blend til en helt glat puré med en stavblender eller søjleblender. Smag til med lidt salt.
Dræn kikærterne i en sigte og skyl dem let. Fordel dem ud på en bageplade med lidt olivenolie og salt over.
Bages i ovnen til de er gyldne og sprøde, i 15-20 min.
Skær svampene i grove tern.
Fjern evt. grimme blade på rosenkålene, og skær dem derefter i kvarte.
Hak dilden groft igennem med en skarp kniv - både stilke og blade.
Pil appelsinen, skær den i skiver, og derefter i mundrette bidder.
Skræl skalotteløget, og hak det fint med en skarp kniv.
Varm en stor pande op over højeste blus, og tilsæt en smule olie. Steg rosenkålene hårdt og kort i 3-4 min., så de tager farve i kanterne.
Tag kålene af panden, og tilsæt lidt ny olie. Steg svampene i 2-3 min.
Kom kålene tilbage på panden til svampene, og tilsæt dild, hakkede løg, appelsiner og krydderblandingen. Sving det hele rundt, og smag til med salt og peber.
Smør en god skefuld selleripuré ud i bunden af en tallerken, og drys kikærterne på. Kom til sidst kålblandingen ovenpå.
Velbekomme!
Kundekommentarer ()