
Ruller: Striml salatbladene i helt fine strimler. Pluk og hak salvie, rosmarin, timian og basilikum fint og bland dem sammen med salatstrimlerne, presset hvidløg, rasp, æggehvide, salt og peber til det er ensartet. Læg hver schnitzel mellem 2 stykker film og bank dem forsigtigt ud til en tykkelse på 2-3 mm med en flad kødhammer, kagerulle eller lign. Smør kødet med et tyndt lag sennep (i alt ca. 2 spsk.), bred krydderurtefyldet ud i et jævnt lag oven på og rul kødet sammen om fyldet - som små roulader. Rul en skive serranoskinke rundt om hver "roulade" og fæstn med en tandstikker eller kødnål. Pensl rullerne med et tyndt lag olie, læg dem i en lille bradepande og sæt dem i en 200 grader varm ovn i ca. 20 min. til de føles faste ved tryk. Lad dem hvile tildækket i 10 min. og del dem med et skråt snit midtpå ved servering.
Kartofler: Skrub kartoflerne, kog dem møre i velsaltet vand og køl dem af. Befri kålen for stok og grove blade og snit resten i fine tynde strimler. Pluk og hak de blandede krydderurter. Rør 1½ spsk. dijonsennep sammen med sukkeret til det er opløst og pisk derefter mayonnaise, cremefraiche, lidt salt og peber i. Vend skivede kartofler, spidskål og krydderurter i - smag til og server.
Server sammen med dampede forårsløg, en god sprød grøn salat og groft brød.
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
En krydderurt er en plante, der hel eller kun let findelt tilsættes maden for at fremhæve en smag eller få maden til at smage af noget ekstra. Urterne kan bruges både tørrede og helt friske. De har været brugt som smagsgivere gennem hele historien og utvivlsomt også før. Wikipedia
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften