Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Put eddike, salt og sukker i et mindre, meget rent glas med skruelåg, og ryst det hele grundigt sammen.
Hvis du vil gemme dine rødløg i mere end et døgn, er det en god ide at skolde både glas og låg med kogende vand.
Skræl og halvér rødløget, og skær det herefter ud i tynde skiver. Læg skiverne ned i lagen sammen med tørret dild. Hæld en lille smule koldt vand ved, ryst glasset, og stil det i køleskabet.
Løgene kan spises efter 15 min., men har kun godt af at stå lidt længere.
Tip! Hvis løgene trækker til dagen efter, bliver de flot lyserøde.
Vask græskarret på ydersiden, og halvér det. Rens det for kerner (kernerne kan gemmes og ristes) og skær det i 0,5 cm skiver (lad skrællen blive på).
Læg skiverne i en pose, og kom 1 spsk. olie pr. pers., solsikkekerner, salt efter smag og evt. lidt tørret chili ved. Ryst posen, så det hele blandes godt.
Kom græskarskiverne i airfryerkurven, og giv dem ca. 15 min. ved 200 grader. Ryst kurven halvvejs.
Vend koteletterne i mel, æg og panko rasp i nævnte rækkefølge. Krydr dem med salt og peber, og spray med lidt olie.
Læg koteletterne i airfryerkurven, når græskarstykkerne er færdige, og giv dem 7 min. ved 200 grader.
Vend koteletterne, krydr med salt og peber, spray med olie, og giv dem yderligere 6 min.
Hak chili, og riv hvidløg fint.
Rør begge dele efter smag med mayonnaise til en aioli.
Mens koteletterne hviler et par minutter, varmes græskarskiverne op i airfryeren ved 180 grader.
Servér koteletterne med de syltede rødløg, grillede græskarskiver og lidt chili-aioli.
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
Kundekommentarer ()