Gratin: Skrub eller skræl rodfrugterne (fx selleri, pastinak og gulerod) og snit dem i 3 mm tynde skiver. Snit rødløgene i tynde skiver og hak hvidløgsfeddene fint. Smør et ovnfast fad og bred en tredjedel af rodfrugterne ud i bunden. Fordel halvdelen af løg/hvidløg over, drys 1 spsk. mel henover i et tyndt lag og krydr med salt og peber. Læg et nyt lag rodfrugter og gentag processen. Slut af med et lag rodfrugter og hæld cremefine over. Dæk fadet til med stanniol og bag i en 175 grader varm ovn i 30 min. Fjern stanniolen og bag i yderligere 30-40 min. til rodfrugterne er møre og overfladen gylden.
Æbler: Del æblerne, fjern kernehus og skær æblerne i både. Pil løgene og skær også dem i både. Sauter løgene sammen med bladene fra timiankvistene i olie uden de tager farve og tilsæt æblerne. Lad det simre ved svag varme i 10 min. uden at røre unødigt i det. Hæld forsigtigt sautéen i et ovnfast fad, dæk det let til med stanniol og sæt det i ovnen sammen med gratinen mens bøfferne tilberedes.
Bøffer: Krydr bøfferne godt med salt og peber og steg dem gyldne og møre i lidt olie (3-5 min. på hver side afhængig af tykkelse). Læg bøfferne ovenpå æblesautéen, kog panden af med en lille smule vand og hæld skyen over.
Server sammen med en sprød grøn salat og godt groft brød.
Kommentarer og forslag til opskriften