Kom risene i en sigte og skyl dem grundigt under rindende vand i 2-3 minutter. Kog 3 dl vand (pr. pose ris) op med 1 tsk. salt. Tilsæt de skyllede og drænede ris, og når vandet igen koger, røres en gang i risene. Der skrues ned, så de netop simrer (2-3 stykker). Kog risene under låg i ca. 10-12 minutter, til alt vandet er optaget i risene. Sluk og lad risene hvile under låg i 10-12 minutter. Rør dem løse med en gaffel og server straks.
Soigner, skræl og skær gulerødder i fin julienne (strimler) brug gerne et mandolinjern hertil. Skær også rød peberfrugt i fine strimler. Skyl grøntsagerne i rigeligt koldt vand og dræn dem. Pil og snit skalotteløg og hvidløg fint. Pluk og skyl koriander.
Skær kyllingebryst ud i tynde strimler og brun det grundigt af i en tykbundet gryde i lidt neutral olie. Tilsæt hvidløg og skalotteløg, og tilsæt karrypastaen (pas på, den er STÆRK, så prøv dig frem). Rist igennem i et par minutter på medium varme. Kom kokosmælk på og lad det simre under låg ved svag varme i ca. 10 minutter. Tag låget af og kog saucen ind til en cremet konsistens. Kom de ordnede grøntsager i og kog dem med under låg i 2-3 minutter. Smag til med fish sauce samt lidt (rør)sukker og limesaft.
Som vist på billedet - drys med plukket koriander.
Kundekommentarer ()