Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Sæt en stor gryde godt saltet vand over at koge. Tilsæt nudlerne, når vandet koger, og kog til de er møre. Smag dig frem.
Dræn derefter vandet væk, vend nudlerne med et par dråber olie, og gem dem til anretning.
Sæt samtidig en lille gryde vand over til at koge æg i. Når vandet koger, tilsætter du æggene, og koger dem i præcis 5 1/2 minut. Kom dem derefter direkte over i iskoldt vand, så de ikke koger videre.
Riv hvidløgene fint på et rivejern. Pisk hvidløg, miso og sennep sammen med ca. 1 spsk. vand og ca. 1 tsk. lys eddike pr. kuvert. Smag til med salt og evt. mere eddike, og gem marinaden til senere.
Skyl hvidkål og bladselleri. Fjern stokken på hvidkålen, og skær den ud i rustikke, mundrette stykker. Snit bladselleri i skiver. Pluk persillen ud i blade, og snit stilkene super fint med en skarp kniv.
Varm en stor pande eller wok op ved højeste blus, og tilsæt en smule olie. Tilsæt kålen til panden. Lad den stege, uden at du rører i den, til den tager godt med farve i kanterne. Sving så med panden og gentag, til kålen har flot farve og er sprød i kanterne.
Steg gerne kålen over to gange, hvis du laver mad til 3-4 kuverter.
Kom så cashewnødder op i panden, og lad dem stege med kort. Træk panden af varmen, og tilsæt bladselleri, persillestilke og marinaden. Vend grundigt rundt, og smag til med salt og friskkværnet peber.
Anret nudler i en dyb tallerken eller skål, og kom den stegte kål ovenpå. Kom det pillede æg ovenpå, og drys med persilleblade.
Miso
- umamibomben der kan peppe enhver ret op!
Miso stammer fra Japan og er en fermenteret paste lavet på brune ris eller sojabønner.
Miso er karakteriseret med en enestående evne til at bidrage med unik dybde og umami til smagsprofilen i mange retter.
Kundekommentarer ()