Der er masser af gode argumenter for at spise fisk mindst 2 gange om ugen. Det handler både om gode madoplevelser og om sundhed.
Fisk er sund mad med et højt indhold af vigtige næringsstoffer. Fisk er særligt rige på D-vitamin, jod og selen. Desuden indeholder især de fede fiskearter sunde fiskeolier - de såkaldte omega-3 fedtsyrer.
I Danmark har vi nogle af verdens fineste spisefisk, men vi spiser langt under de officielle anbefalinger ifølge De officielle Kostråd.
I De officielle Kostråd står der bl.a.: "Fisk og især fed fisk indeholder blandt andet fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, og som er svære at få nok af fra andre fødevarer. Når du spiser fisk flere gange om ugen, så har du mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med personer, der sjældent spiser fisk. Spis fisk mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg. I alt skal du gerne have 350 gram fisk om ugen. Heraf ca. 200 gram fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild." iflg. De officielle Kostråd.