Vitaminer og mineraler

Der er mange gode og sunde vitaminer og mineraler i fisk og skaldyr.

D-vitamin

D-vitamin fremmer kroppens optagelse og omsætning af kalk og fosfor i dine knogler og muskler. D-vitamin findes bl.a. i fede fisk som laks, sild og makrel samt i torskerogn og torskelever.

D-vitamin findes desuden i begrænset mængde i kød, æggeblommer og fra solen i sommermånederne.

Det anbefalede daglige indtag for voksne mænd og kvinder er 7,5 mikrogram. Spædbørn op til 1-årsalderen anbefales 10 mikrogram tilført dagligt som D-vitamindråber. Ældre over 60 år samt gravide og ammende anbefales også et tilskud på 10 mikrogram om dagen.

Jod

Jod indgår i de hormoner i skjoldbruskkirtlen, som regulerer kroppens stofskifte. Ud over i fisk findes jod blandt andet i vand og mælk. Alt bord- og brødsalt er i dag tilsat jod.

Det anbefales, at voksne får 150 mikrogram jod dagligt. Gravide og ammende anbefales henholdsvis 175 og 200 mikrogram.

Selen

Selen har en vigtig funktion som antioxidant i kroppens celler, og har betydning for kroppens immunforsvar. Der er i de seneste år sat meget fokus på betydningen af selen blandt andet i forhold til kræftsygdomme og hjerte-kar-sygdomme. Selen findes, udover i fisk og skaldyr, også i kødprodukter, æg, leverprodukter og mælkeprodukter. 

Anbefalet dagligt indtag for voksne er 40-50 mikrogram. Gravide og ammende anbefales 55 mikrogram.

Kilde: Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNA) 2004, 2gangeomugen.dk og DTU Fødevareinstituttet

De officielle Kostråd

I De officielle Kostråd står der bl.a.:

"Fisk og især fed fisk indeholder blandt andet fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, og som er svære at få nok af fra andre fødevarer. Når du spiser fisk flere gange om ugen, så har du mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med personer, der sjældent spiser fisk. Spis fisk mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg. I alt skal du gerne have 350 gram fisk om ugen. Heraf ca. 200 gram fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild." iflg. De officielle Kostråd.