Med muldjord i årene og en passion for gode råvarer
Familien Pedersen elsker tomater, han lever for tomater og det er da også kernen i Pedersens Udvalgte. Den nuværende Pedersen har muldjord løbende i sine årer, han er 4. generation i den fynske gartnerfamilie, og arbejder hårdt for at skabe skelsættende og sunde smagsoplevelser til danskerne.
Pedersen er nysgerrig og drevet af en gal tomat og vil kun ha’ det bedste. Derfor rejser han verden rundt for at finde små, unikke og velsmagende tomatsorter, som han kan tage med hjem til gartneriet i Bellinge. Og han stopper ikke, før den pludselig er der. Den perfekte tomat!
Nøje udvælgelse er en hjørnesten i det familiedrevede gartneri, alle processer der ligger forud for at du kan nyde de smagfulde varer i din madlavning er nøje tilrettelagt. Samarbejdspartnere og vigtigst af alt råvarer er nøje udvalgt. Derfor kaldes det traditionelle Alfred Pedersen & Søn også Pedersens Udvalgte og hos Skagenfood er vi utroligt stolte af at kunne tilbyde de vidunderlige råvarer.
Alfred Pedersen & Søn blev grundlagt i 1948 og er siden blevet drevet i generationer i Bellinge på Fyn. Altid med ambitionen om at fremavle de mest velsmagende tomater på markedet.
Pedersens Udvalgte gartnere passer, plejer og håndplukker den dag i dag hver eneste solmoden tomat med stor omhu og under størst mulig hensyntagen til miljøet og omgivelserne.
Som person nærer Pedersen en enorm omsorg overfor sine tomater. Men også miljøet ligger ham meget på sinde. Pedersen lader således humlebier om at bestøve tomatblomsterne og nyttedyr om at bekæmpe eventuelle skadedyr i drivhusene – og opvarmningen af Pedersens drivhuse foregår udelukkende ved brug af spildvarme.
Gartneriet blev grundlagt i 1948 af Katrine og Alfred Pedersen. Alfred Pedersen var dengang formand på sin fars gartneri (Gartneriet Gedeholm), og ved siden af sit job på sin fars gartneri byggede han et væksthus på adressen Assensvej 219. Det blev starten på det gartneri, som drives i dag. I begyndelsen blev der primært dyrket snitgrønt, men mere og mere af produktionen blev omlagt til agurker. På grund af Danmarks indtrædelse i daværende EF og den dermed øgede konkurrence på agurker fra syd, omlagde Alfred Pedersen i 1975 produktionen til også at omfatte dyrkning af danske tomater, hvilket idag er kernen i det traditionsrige gartneri.