Naturbruget Tranum

Økologisk fritidslandbrug med mere end 80 forskellige slags grøntsager

Naturbruget betyder på svensk lille landbrug og da gården skulle vælge navn - ja så passede det perfekt. Gården ligger på kanten af Fosdalen mellem hav og fjord og er en økologisk grøntsags- og kartoffelproduktion, der drives af Pia og Flemming. Hos Naturbruget Tranum dyrkes der i 2019 over 80 forskellige grøntsager og hele 16 forskellige sorter kartofler fordelt på 10 hektar jord. Der bruges maskiner i det omfang, hvor det er muligt, men meget af arbejdet laves ved håndkraft i markerne på det lille landbrug. På den måde har de tæt kontakt med afgrødernes sundhed. Dette gøt også at eventuelle skadedyrangreb opdages hurtigt, når Pia og Flemming færdes i rækkerne. 

Naturbruget Tranum har et tæt samarbejde med naboerne Ann og Sten, som er økologisk mælkeproducent med levering til Thise Mejeri. Her bytter de marker med dem af hensyn til sædskifte, så der ikke kommer sygdom i jorden eller afgrøderne. Der skiftes rundt så der kun dyrkes f.eks. Kål eller kartofler på en mark hvert 4. år.

Bæredygtighed ligger selvfølgelig også Naturbruget Tranum meget på sinde. Naboens køer spiser alt frasorteret grønt og kartofler, og på den måde undgås madspild. Køerne er vilde med det – især om vinteren hvor der ikke er meget grønt på markerne.

I 2017 etablerede Pia og Flemming ½ hektar kvædeplantage samt ribs, solbær, grønne solbær, hvide ribs, hindbær og røde stikkelsbær. De har sået kløvergræs imellem rækkerne, som slås og lægges ind i bedene som selvforsyning af gødning til træerne. Af gårdens grønt og bær laves der saft og sylt.

I 2018 blev aspargesbede sat og der høstes en smule på planterne i år. Til foråret bliver de kammet op og det betyder, at Pia og Flemming fra 2020 kan lave hvide asparges på Ejstrupgård.

I drivhuset sår de selv de fleste frø, som senere plantes på markerne - dog undtagen det første hold kål. De købes som småplanter på gartnerier der har miljøvenlige energikilder til varme og lys i de kolde måneder. Som noget nyt afprøves i år så/priklejord der er lavet på kompost af græsser.

Pia og Flemmings store passion for økologiske grøntsager skinner virkelig igennem i deres personlighed og deres drive, når de forklarer om deres landbrug.

Naturbrugettranum